Når I får tilbudt en plads til jeres barn i Klerkegade, må I gerne kontakte os. Så laver vi en aftale om en opstartssamtale forud for, at jeres barn skal begynde i enten vuggestue eller børnehave.
Opstartssamtalen er her, hvor vi lærer hinanden bedre at kende. Vi fortæller en masse om, hvem vi er, og vi taler om jer og jeres barn. Vi vender madvaner, sovevaner, særlige hensyn osv. På den måde har vi de bedste forudsætninger for at give jeres barn en tryg start.
Indkøring
Er det muligt, anbefaler vi, at I sætter 14 dage af til indkøring i vuggestue – ellers tilpasser vi os selvfølgelig. Vi anbefaler dog, at I giver børnene korte dage i begyndelsen, da det er en stor begivenhed for børn at starte i institution.
Som forældre bliver I tilknyttet en primær kontaktperson blandt de ansatte på stuen, og vi bestræber os på, det også bliver denne medarbejder, der følger jeres barn i den første tid.
Den første dag i vuggestuen er I på stuen sammen med jeres barn og den primære voksne en halv til en hel time. Sammen oplever I vuggestuen, miljøet og stemningen. De kommende dage øger vi tiden i vuggestuen gradvist, indtil barnet er klar til at være alene på stuen.
Der er ikke to børn, der er ens, og derfor vil hver eneste indkøring også have helt sin egen historie, men typisk vil dit barn efter en uge have opbygget tilpas med tillid til at kunne klare en kort dag sammen med os andre i vuggestuen. Vi kigger altid på det enkelte barn og tilpasser os barnets behov.
Til indkøring i børnehaven anbefaler vi, at I sætter en uge af. Derudover skal du som forælder regne med at være med på Tørveslettegård på barnets første dag.