Velkommen til Klerkegade. Vi er en integreret daginstitution med hovedsæde i Indre By og en udflytterbørnehave, Tørveslettegård, i Smørum. Vi har plads til 55 børn i vuggestuen på Klerkegade fordelt på 4 stuer og 75 børnehavebørn i vores udflytter fordelt på tre stuer.
Vores hus i Klerkegade
Vores hus på Klerkegade har to etager med eget køkken som centrum, og vi har en dejlig legeplads med udsigt til Københavns hyggeligste baggård. Legepladsen er tilpasset vuggestuebørn med blandt andet sandkasse og legehus. Vi bor i et gammelt hus, men har stort fokus på, at de fysiske rammer er vedligeholdt og hyggelige. Derudover anser vi Kongens Have for vores ”baghave”, og vi er tit på tur i haven med børnene. Vi besøger tit Amalienborg og Østre Anlæg eller tager på legepladser i nærområdet, og vi har ladcykler, vi kan bruge, når vi skal på ture længere væk.
Tørveslettegård
Hver dag kører vi afsted med bus til vores dejlige udflytterbørnehave Tørveslettegård i Smørum. Her er fuld knald på naturen, og vi er omkranset af skov, marker og dyr. Vi har en stor naturlegeplads, hvor børnene kan lege, lære og gå på opdagelse. Vi prioriterer, at vi laver de fleste aktiviteter udendørs med mindre vejret er meget dårligt. Vi har egen bålplads, borde under halvtag, så vi kan spise ude og et lille område, hvor børnene kan lege og "blive væk", som vi kalder skoven og bakken. Vi har en masse legeredskaber og et skur med cykler, som børnene kan bruge, når det passer dem. Vores indendørsområder er nyrenoverede og har alle sammen naturtemaer. I nærområdet har vi en større skov og en bondegård, som vi ofte besøger med børnene.
Natur og bæredygtighed på barnets præmisser
I Klerkegade har vi en profil i natur og bæredygtighed, der går igen i alle vores aktiviteter. I vores udflytterbørnehave kommer profilen naturligt til sin ret og er en integreret del af alt, vi laver, men i vuggestuen i byen har vi også fokus på, at alt vi laver skal have et bæredygtigt eller naturligt tema. Det kan eksempelvis være, at vi laver kreative aktiviteter med blade og ting, vi finder på vores ture i naturen, eller vi har et tema om dyr og insekter, hvor vi lærer børnene om dyrenes udvikling og årstidernes gang.
Vi arbejder pædagogisk med barnets nærmeste udviklingszone, som betyder, at medarbejderne tilpasser deres praksis til det enkelte barn med fokus på barnets næste læringsskridt. Nærmeste udviklingszone er helt konkret skridtet fra det, barnet er i stand til at klare på egen hånd og det, barnet kan klare med lidt hjælp fra en voksen eller fra en mere kompetent kammerat. Vi arbejder derfor ud fra en tanke om, at vi skal hjælpe barnets udvikling til næste zone, så barnets læring foregår på det enkelte barns præmisser og med en så stor grad af selvhjulpenhed som muligt.
Vi har et samlet barnesyn i vores klynge, som ser barnet i øjenhøjde og tager udgangspunkt i barnets stemme. Vi hjælper barnet med at udvikle sig og blive til et selvsikkert og kompetent menneske, der interesseret og modigt går til nye oplevelser og værner om sine kammerater, sine omgivelser og naturen. Vi danner kærlige naturmennesker, der samarbejde og går til verden med et bæredygtigt blik.