Hos os bliver måltiderne prioriteret højt. Vi ønsker at gøre måltidet til et højdepunkt på dagen, hvor børnene får velsmagende, varieret, økologisk og klimavenlig mad, der kan understøtte udviklingen af børnenes madmod og madglæde.
Vi arbejder med at skabe ro, tryghed, god stemning og hyggelige samtaler under måltidet. Vi sætter rammerne for måltidet ved at være rollemodeller ved bordet og støtte børnene i at udvikle selvhjulpenhed. Det kan for eksempel være ved, at børnene er med til at hente maden i køkkenet og til at dække bord og ved, at de under måltidet selv øser op på tallerkenen, spiser med bestik og selv hælder vand i glasset.
Klimavenlig og økologisk børnemad
Vi har Det Økologiske Spisemærke i guld, og vi minimerer brugen af kød. Derudover arbejder vi aktivt med madspild og genbruger ugens rester i de retter, hvor det giver mening. Vi bager selv vores brød, sylter sæsonens grøntsager og frugter og laver så vidt muligt vores egen pålæg og mayonnaise.
Vi laver vores menuplanlægning ud fra sæsonens råvarer, så børnene kan opleve årets gang på tallerkenen. Hver tredje måned har vi en sæson-fokusråvare. Børnene bliver præsenteret for råvaren flere gange i løbet af måneden, både i maden, tilberedt og udskåret på forskellige måder. Det kan være asparges og rabarber i foråret, bær og kartofler om sommeren og æbler og græskar i efteråret.
Fødselsdage
Det er altid dejligt, når forældrene ønsker at give deres barn noget med og bidrage til festen, når barnet fejrer fødselsdag i institutionen. I løbet af året er der mange fødselsdage, og vi ønsker derfor, at fødselsdagene markeres på anden vis end ved søde sager.
Alternativer til søde sager er eksempelvis frisk frugt eller grøntsager anrettet på en festlig måde, dadelkugler, bananpandekage uden tilsat sukker eller kardemommeboller bagt sammen som en kone eller mand med flag.